fredag den 8. september 2017

#GRAVID part 2

- vendingsforsøg; av, av, det kommer til at gøre ondt!


Som gravid skal man høre på meget. Skræmmehistorier, om fødende der er blevet klippet op uden bedøvelse. Fortællinger om hvor skrækkelig en oplevelse det var. Ikke mindst om gode råd, ammestue fortællinger og mærkelige ansigtsudtryk, hvis der er noget der sniger sig det mindste udenfor "normalen". 

Jeg kan ærligtalt godt forstå kvinder, der er skræmt fra vid og sans omkring at skulle have en vaginal fødsel. Det er dem der er flest fortællinger om. Fortællinger om at være i fødsel i 48 timer, om at sprække helt op til numsehullet og forfærdelige Hitler-agtige jordemødre. 

Alt det lyttede jeg til under min første graviditet, men gik ind til en vaginal fødsel med oprejst pande og tænkte, at hvis jeg forventer det værste, så kan det kun blive bedre. Det værste i mit hoved var kejsersnit. 
Men jeg havde en god og hurtig fødsel, intet at klage over. 

Jeg vil gerne fortælle om fødslen en anden gang, med alle sandhederne om min smerte og pinlige oplevelser. 

Men under denne graviditet har jeg selvfølgelig min sidste fødsel i hovedet - drømmen om helt samme scenarie. Lillebror har så været på tværs, bogstavelig talt. Han ligger i UK. Skulle han fødes på den måde, kunne jeg ikke få samme drømmefødsel som sidst i vand. 
De tilbød så et vendingsforsøg, som jeg takkede ja til. 


Når jeg så har fortalt, at jeg skulle ind og have lavet vendingsforsøg, så kommer der pludselig nye skrækhistorier til samlingen. Ansigtsudtryk der viser medfølelse og smerte, samt sætninger som: "av, av det kommer til at gøre ondt!". Det mest mærkværdige er, at dem der ofte fortæller om smerten ved sådan et indgreb, ikke selv har prøvet det, men har hørt at det skulle gøre ondt!



VENDINGSFORSØG 

Tirsdag den 29.august. Njords fødselsdag og dagen hvor de vil prøve at vende lillebror. 37+0. 
Njord er blevet afleveret i børnehaven med Paw Patrol sukkerfri cupcakes. Vi kommer ind på fødemodtagelsen og jeg får sat elektroder på maven. Lillebrors puls skal være inde for et grønt felt på skærmen i ca. 20 minutter, før jeg kan få ham vendt. Han skal være afslappet. Jeg er rolig og der går kun omkring 25 minutter før at de kan komme videre. Jeg får en sprøjte i låret, der skal få min livmoder til at slappe af. Så bliver jeg rykket over på en anden stue, hvor vendingsforsøget skal foretages. 
De kommer tre ind af døren. De får scannet og set, hvordan han vender præcis. Så tager fødselslægen fat om lillebrors hoved og hans numse, dreje, dreje, dreje... så vender han med hovedet nedad. Det tog ikke engang et minut og gjorde ikke ondt. Det nev lidt, men det var det hele. 

Vi er lykkelige. Lillebror har hovedet nedad - så der har han bare at blive liggende. 
Han rumsterer dog noget rundt og har svært ved at være stille. 
Jeg synes maven ændrer form, men kan ikke selv vurdere om han stadigvæk vender rigtig. 

Til jordemoder den 4.september mærker hun og kan heller ikke helt vurdere hvad der er op og ned, så hun sender mig op til en scanning. Ganske rigtig, han har igen indtaget UK stilling. Så de bestiller en tid til mig dagen efter, hvor de igen vil prøve at vende ham. Præcis en uge efter sidste vendingsforsøg og nu 38+0. 



ANDET VENDINGSFORSØG 

Jeg har fået at vide, at man skal gå ind til denne slags ting med en positiv indstilling for at det virker. Men ærligt, så var jeg denne gang mere skeptisk. Han havde vendt sig så hurtig og nemt sidst, at det kun kunne gå galt denne gang. 

Vi tager ind på fødemodtagelsen og jeg får igen sat elektroder på maven. Men denne gang vil han bare ikke slappe af. Han karter rundt og jeg ligger der i over en time uden held. Så bliver vi spurgt, om vi ikke har lyst til at gå en tur og spise lidt frokost, for så at komme tilbage en time senere. Det gør vi. 
Denne gang, efter jeg har fået elektroderne på igen, slapper lillebror meget mere af. Så nu er vi klar til et vendingsforsøg. Jeg har fået sprøjten og fødselslægen står klar til at vende ham. 

Hende her har en ryste-teknik, hvormed hun prøver at dreje ham. Det lykkes bare ikke. Hans hoved vil ikke med rundt. Jeg får det dårligt to gange under dette vendingsforsøg, hvor jeg er ved at besvime. Det gør heller ikke ondt denne gang, men er virkelig ubehageligt. Jeg har lyst til at spørge, om der ikke er en anden fødselslæge der kan overtage. Men efter mit andet ildebefindende vil jeg helst bare stoppe og de er enige. Han modarbejder. 

Jeg er ked af det. Jeg har en lille dreng i maven, der bare vil ligge på tværs, der bare vil være på tværs. Det skal nok blive sjovt når han kommer ud. 

Nu skal jeg så til en ny scanning på tirsdag når jeg er 39+0 og til samtale med en læge onsdag. For skal jeg have en sædefødsel, så skal han blive under de 4kg. 

Jeg har aldrig frygtet at føde, men har taget det som en helt naturlig ting, som jeg skulle kunne. Men nu er jeg begyndt at frygte fødslen, fordi der er så mange spørgsmålstegn. Jeg er ikke 100% sikker på, at jeg overhovedet må føde ham selv. 

Noget andet der er begyndt at plage mig, er hvad nu, hvis der er noget galt? Hvad hvis han har et handicap, som de ikke har kunne se ud fra tests og scanninger? Jeg frygter det virkelig og ved ikke om jeg vil kunne håndtere det. Det er noget der giver mig søvnløse nætter. 
Måske jeg aldrig skulle være blevet gravid igen. 


Jeg vil bare gerne have ham ud nu, så jeg kan få ro på. Så er fødslen overstået og så kan jeg se min dreng, og se om han er helt sund og rask.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar