tirsdag den 19. september 2017

#GRAVID part 3

Den søde ventetid...
... eller nærmere uendelige ventetid. Så sagde vi pludselig goddag til terminsdatoen. 


Sidste uge bød på vægtscanning tirsdag 39+0, hvor de fik målt lillebror til 3564g - et meget nøjagtig tal i forhold til at det stadigvæk kun er et cirka tal. De kan nemlig ikke måle omkredsen af låret, men kun længden på lårbenet. Så man kan ikke regne med om det er et tykt eller tyndt lår. 
Onsdag blev så endnu en tur til Herlev til lægesamtale, for at finde ud af en plan. Her blev lægen og jeg enige om at få prøvet et vendingsforsøg mere hurtigst muligt og jeg kom med et ønske om at få hende der vendte lillebror første gang, til at vende lillebror igen.  
Dette ønske gik i opfyldelse - fredag morgen mødte Niclas og jeg ind på fødemodtagelsen til et tredje vendingsforsøg, med taskerne pakket. For ville dette forsøg lykkes, så ville de prøve at tage vandet og så ville vi snart have lillebror hos os. Så Njord var om morgenen blevet afleveret hos sine bedsteforældre i stedet for i børnehaven. 


TREDJE VENDINGSFORSØG 

Det lykkedes! Vi har simpelthen fundet en læge, der bare har taget på en ellers genstridig lillebror. Hun fik ham vendt lige så hurtig og nemt som da hun prøvede første gang 37+0 og denne gang var jeg 39+3. 
Vi talte om forskellige ideer til at få ham til at blive nede med hovedet. Så vi kørte hjem, hvor jeg hele fredagen lavede mindst muligt og ellers blot hoppede på yogabold og sad på alle fire for at få lillebror helt ned i bækkenet. Derudover rendte jeg rundt med bjælder mellem benene, så lillebror måske kunne have lyst til at vende sig efter lyden og dermed blive liggende.
Niclas og jeg putter så om aftenen til en film og falder i søvn på sofaen - da jeg vågner kan jeg mærke at lillebror har rykket sig godt rundt og nu med garanti ikke ligger med hovedet nedad. 



Indtilvidere skal jeg straks komme ind og prøve at få ham vendt igen, hvis jeg får veer. Går vandet, så er det ned at ligge, vente på en ambulance og så står den på sædefødsel. 

Jeg er på ingen måde skræmt over en sædefødsel og tager den lige så glædeligt som en vaginal fødsel, hvor hovedet er nedad. Jeg skal være ærlig og indrømme at jeg er hunde ræd for et kejsersnit. Jeg kan slet ikke tage tanken om at de skal skære i en - det et fantastisk at de kan, men jeg vil helst blive fri. 


Her til morgen skal jeg så afsted til Herlev igen for at få lagt en plan for fødslen. Så fortsættelse følger og goddag til min terminsdag!

fredag den 8. september 2017

#GRAVID part 2

- vendingsforsøg; av, av, det kommer til at gøre ondt!


Som gravid skal man høre på meget. Skræmmehistorier, om fødende der er blevet klippet op uden bedøvelse. Fortællinger om hvor skrækkelig en oplevelse det var. Ikke mindst om gode råd, ammestue fortællinger og mærkelige ansigtsudtryk, hvis der er noget der sniger sig det mindste udenfor "normalen". 

Jeg kan ærligtalt godt forstå kvinder, der er skræmt fra vid og sans omkring at skulle have en vaginal fødsel. Det er dem der er flest fortællinger om. Fortællinger om at være i fødsel i 48 timer, om at sprække helt op til numsehullet og forfærdelige Hitler-agtige jordemødre. 

Alt det lyttede jeg til under min første graviditet, men gik ind til en vaginal fødsel med oprejst pande og tænkte, at hvis jeg forventer det værste, så kan det kun blive bedre. Det værste i mit hoved var kejsersnit. 
Men jeg havde en god og hurtig fødsel, intet at klage over. 

Jeg vil gerne fortælle om fødslen en anden gang, med alle sandhederne om min smerte og pinlige oplevelser. 

Men under denne graviditet har jeg selvfølgelig min sidste fødsel i hovedet - drømmen om helt samme scenarie. Lillebror har så været på tværs, bogstavelig talt. Han ligger i UK. Skulle han fødes på den måde, kunne jeg ikke få samme drømmefødsel som sidst i vand. 
De tilbød så et vendingsforsøg, som jeg takkede ja til. 

Når jeg så har fortalt, at jeg skulle ind og have lavet vendingsforsøg, så kommer der pludselig nye skrækhistorier til samlingen. Ansigtsudtryk der viser medfølelse og smerte, samt sætninger som: "av, av det kommer til at gøre ondt!". Det mest mærkværdige er, at dem der ofte fortæller om smerten ved sådan et indgreb, ikke selv har prøvet det, men har hørt at det skulle gøre ondt!



VENDINGSFORSØG 

Tirsdag den 29.august. Njords fødselsdag og dagen hvor de vil prøve at vende lillebror. 37+0. 
Njord er blevet afleveret i børnehaven med Paw Patrol sukkerfri cupcakes. Vi kommer ind på fødemodtagelsen og jeg får sat elektroder på maven. Lillebrors puls skal være inde for et grønt felt på skærmen i ca. 20 minutter, før jeg kan få ham vendt. Han skal være afslappet. Jeg er rolig og der går kun omkring 25 minutter før at de kan komme videre. Jeg får en sprøjte i låret, der skal få min livmoder til at slappe af. Så bliver jeg rykket over på en anden stue, hvor vendingsforsøget skal foretages. 
De kommer tre ind af døren. De får scannet og set, hvordan han vender præcis. Så tager fødselslægen fat om lillebrors hoved og hans numse, dreje, dreje, dreje... så vender han med hovedet nedad. Det tog ikke engang et minut og gjorde ikke ondt. Det nev lidt, men det var det hele. 

Vi er lykkelige. Lillebror har hovedet nedad - så der har han bare at blive liggende. 
Han rumsterer dog noget rundt og har svært ved at være stille. 
Jeg synes maven ændrer form, men kan ikke selv vurdere om han stadigvæk vender rigtig. 

Til jordemoder den 4.september mærker hun og kan heller ikke helt vurdere hvad der er op og ned, så hun sender mig op til en scanning. Ganske rigtig, han har igen indtaget UK stilling. Så de bestiller en tid til mig dagen efter, hvor de igen vil prøve at vende ham. Præcis en uge efter sidste vendingsforsøg og nu 38+0. 



ANDET VENDINGSFORSØG 

Jeg har fået at vide, at man skal gå ind til denne slags ting med en positiv indstilling for at det virker. Men ærligt, så var jeg denne gang mere skeptisk. Han havde vendt sig så hurtig og nemt sidst, at det kun kunne gå galt denne gang. 

Vi tager ind på fødemodtagelsen og jeg får igen sat elektroder på maven. Men denne gang vil han bare ikke slappe af. Han karter rundt og jeg ligger der i over en time uden held. Så bliver vi spurgt, om vi ikke har lyst til at gå en tur og spise lidt frokost, for så at komme tilbage en time senere. Det gør vi. 
Denne gang, efter jeg har fået elektroderne på igen, slapper lillebror meget mere af. Så nu er vi klar til et vendingsforsøg. Jeg har fået sprøjten og fødselslægen står klar til at vende ham. 

Hende her har en ryste-teknik, hvormed hun prøver at dreje ham. Det lykkes bare ikke. Hans hoved vil ikke med rundt. Jeg får det dårligt to gange under dette vendingsforsøg, hvor jeg er ved at besvime. Det gør heller ikke ondt denne gang, men er virkelig ubehageligt. Jeg har lyst til at spørge, om der ikke er en anden fødselslæge der kan overtage. Men efter mit andet ildebefindende vil jeg helst bare stoppe og de er enige. Han modarbejder. 

Jeg er ked af det. Jeg har en lille dreng i maven, der bare vil ligge på tværs, der bare vil være på tværs. Det skal nok blive sjovt når han kommer ud. 

Nu skal jeg så til en ny scanning på tirsdag når jeg er 39+0 og til samtale med en læge onsdag. For skal jeg have en sædefødsel, så skal han blive under de 4kg. 

Jeg har aldrig frygtet at føde, men har taget det som en helt naturlig ting, som jeg skulle kunne. Men nu er jeg begyndt at frygte fødslen, fordi der er så mange spørgsmålstegn. Jeg er ikke 100% sikker på, at jeg overhovedet må føde ham selv. 

Noget andet der er begyndt at plage mig, er hvad nu, hvis der er noget galt? Hvad hvis han har et handicap, som de ikke har kunne se ud fra tests og scanninger? Jeg frygter det virkelig og ved ikke om jeg vil kunne håndtere det. Det er noget der giver mig søvnløse nætter. 
Måske jeg aldrig skulle være blevet gravid igen. 


Jeg vil bare gerne have ham ud nu, så jeg kan få ro på. Så er fødslen overstået og så kan jeg se min dreng, og se om han er helt sund og rask.

tirsdag den 29. august 2017

#GRAVID part 1

-       om at forberede sig mentalt til et vendingsforsøg

At være gravid igen. Det er hyggeligt og jeg nyder det helt klart lige så meget, som da jeg ventede Njord. Men en ting er sikkert, det er nemmere at være gravid, når man ikke har et barn at se efter i forvejen. For pludselig er det at komme ned på gulvet eller bare næsten ned på gulvet en kamp – primært her til sidst. Det er hårdt og jeg kan i hvert fald ikke løbe rundt og lege på samme måde, som jeg kunne før eller bare tidligere i graviditeten.

Jeg glæder mig efterhånden meget til at få lillebror ud, så man kan kramme, nusse og hygge om ham.



Desværre er der bare nogle bekymringer denne gang, som jeg ikke oplevede med Njord. Njord var så dygtig, at han allerede ved andet jordemoderbesøg havde lagt sig med hovedet nedad og der blev han liggende. Ingen problemer der.
Lillebror ligger ikke med hovedet nedad. Det betyder desværre at jeg i dag, 37+0, skal ind og prøve at få ham vendt.

Jeg er positiv omkring et vendingsforsøg og håber virkelig at det lykkes. Ellers har jeg tænkt mig, at føde ham som han nu engang ligger – medmindre at det anbefaler andet. Men ønsker virkelig ikke et kejsersnit.

Skulle der gå noget galt og det ender i akut kejsersnit, så er jeg selvfølgelig med på den. For jeg vil hellere have at min søn kommer ud og har det godt end at der skulle ske ham noget. Men har de ikke en god grund til et planlagt kejsersnit, så er det et nej-tak herfra.
Jeg ser kejsersnit som 3 forskellige ting;
  1. et akut, hvor enten mor, barn eller begge er i fare
  2. et planlagt fordi der ved en tidligere fødsel har været store komplikationer, så man frygter for mor og barn.
  3. et planlagt, fordi moren er bange for at skulle gå igennem en vaginal fødsel.

Min frygt for et kejsersnit, kan lige så godt vendes, som dem der har frygten ved en vaginal fødsel. Men én ting er sikkert – jeg sætter ikke de 3 forskellige kejsersnit over én kam.
Jeg kan gå med til kejsersnit, hvis det er grundet punkt 1 eller 2, men jeg kommer aldrig til at gå med til punkt nummer 3.

Sidst jeg var til jordemoder, der talte hun om en sædefødsel og jeg må sige, at den er jeg langt mindre skræmt over end at skulle gå ind til et planlagt kejsersnit.

En ting af gangen. Jeg skal først scannes, for at se hvordan han ligger – i hvert fald ikke med hovedet nedad. Så må vi se om vi skal få ham vendt, som forhåbentlig lykkes, så jeg igen kan føde i vand, som jeg gjorde med Njord. Sker det ikke eller er han en bandit der først vender sig og så vender sig tilbage igen, så må vi tage snakken om en sædefødsel.


Nu skal klokken bare blive 11, så jeg kan blive scannet. Så vender jeg tilbage med, hvad der så skal ske videre. 

mandag den 28. august 2017

I LOVE MY TYPE once again

Det er 2 år siden jeg havde fornøjelsen af at møde Kathrine Højriis – hende der står bag det lækre brand I LOVE MY TYPE. Du kan læse interviewet HER.
af Anette Bundgaard



Meget er sket, både med Kathrine og med I LOVE MY TYPE. Kathrine er i december 2015 blevet mor til den sødeste lille dreng, som nu er på vej mod de to år allerede. Hendes anden baby – eller det er egentlig den første – fylder 4 år her i september. Det var nemlig i september 2013 at I LOVE MY TYPE for første gang blev vist frem, til et finderskeepers marked.
Nu har jeg fået fornøjelsen af endnu engang at stille hende nogle spørgsmål og være med til at sprede budskabet om den skønne nye kollektion, som denne gang er helt anderledes end den kendte typografi. Denne gang kan vi stifte bekendtskab med en håndmalet kollektion. Noget som Kathrine fik blod på tanden for at prøve, da hun var på barsel. For hvordan kan man give brugerne nogle oplivende ord, uden at man selv lytter til dem.

Men hvordan kan det være, at du har valgt at afprøve en ny stilart?
”Jeg ville gerne prøve noget nyt, samt udfordre mig selv og brandet. Derfor har jeg kastet mig ud i nye og mere kunstneriske måder at udtrykke brandet på”.

Er det slut med typografi hos I LOVE MY TYPE?
”Nej det er det bestemt ikke, det vil altid være en del af I LOVE MY TYPE. Min motivation for at starte I LOVE MY TYPE var netop at sprede positive og livsbekræftende budskaber, så det vil jeg fortsætte med. Det vil i også snart få at se (hint hint)”.

Har du lagt nye planer for I LOVE MY TYPEs fremtid?
”Vi vil gerne være et brand, der omfavner mange stilarter. På den måde kan vi også give vores loyale kunder en mulighed for at skabe et interessant og nuanceret look med I LOVE MY TYPE plakater og Art Prints”.

Hvordan fik du ideen til den nye kollektion?
”Jeg blev inspireret til at udvikle brandet under min barsel. Det at blive mor har givet mig både inspiration og modet til at tilføje denne nye dimension til brandet. Som tre af I LOVE MY TYPEs plakater siger: ’Grow through life’, ’Love the process’ og ’Couage’ – og det prøver vi herinde selvfølgelig også selv at leve efter.