onsdag den 29. november 2017

#UK-FØDSEL

Terminsdagen kom og turen til Herlev, hvor jeg skulle have en samtale med en fødselslæge om, hvad vi skulle gøre i forhold til at lillebror lå i UK-stilling (underkropsstilling - med underkroppen nedad i stedet for hovedet). 

Da jeg kom ind på fødemodtagelsen kom der en jordemoder for lige at køre en hjertekurve på lillebror og alt så fint ud. Fødselslægen kommer ind og vi taler om muligheden ved endnu et vendingsforsøg eller blot at føde ham, som han nu lå. Jeg vil gerne prøve at få ham vendt igen, for drømmen var at føde i vand igen og det kunne jeg kun, hvis hovedet var nedad. Hun mærker på mig og jeg er denne gang 2cm åben. Så de ville kunne vende ham, tage vandet og dermed give mig en "normal" fødsel. Hun tilbyder at lave vendingsforsøget med det samme, men da jeg er alene på hospitalet, så bliver vi enige om at jeg kan komme igen klokken 17.00 hvor jeg så har manden med. 

Jeg gik derfra med en meget tung følelse mellem benene. Da jeg tog ud til Herlev gik jeg i et rask tempo og tænkte ikke meget over, at jeg faktisk var højgravid. Men da jeg skulle hjem derfra, der vraltede jeg langsomt afsted og kunne pludselig mærke hyppige plukveer. 



Gåturen hjem fra stationen føltes som evigheder - det gik så langsomt og det var reelle veer. 

Jeg kom hjem, pakkede nogle småting til at tage med på hospitalet. Hospitalstasken stod allerede klar i bilen. 

Så satte jeg mig i sofaen for at slappe af. Jeg kunne stadigvæk mærke veerne. Mine forældre kom forbi for at hente en taske til Njord, min store dreng, da de så ville hente ham i børnehaven og tage ham med hjem. Vi regnede jo stærkt med en fødsel, så vi skulle jo være sikre på, at Njord havde det godt og hyggede. Han havde hele morgenen spurgt om bedste og bedstefar kunne hente ham, hvor jeg havde sagt nej og fortalt ham, at de ville hente ham, når lillebror skulle ud til os. 
Derefter kommer Niclas hjem, hvorefter vi så kører mod Herlev. Jeg har stadigvæk veer. 


På Herlev bliver lillebrors hjertelyd lige overvåget, før de vil give mig sprøjten, så de kan prøve at få ham vendt. Vendingsforsøget mislykkes og mine veer er nu stoppet af den sprøjte. Vi spørger, om der er mulighed for at få den fødselslæge, som succesfuldt har fået vendt ham to gange, til at lave et vendingsforsøg igen. Først kan man se en vis vrede hos den pågældende fødselslæge, der ikke synes vi skal prøve flere forsøg og synes det er mærkeligt at vi spørger efter hende det lykkedes for. Men til sidst siger hun, at vi så kan prøve et forsøg når den anden fødselslæge møder ind kl. 8 næste morgen. Det takker vi ja til. 

Grundet mine veer før vendingsforsøget, vil de gerne tilbyde os at vi sover på hospitalet, så vi ikke er langt væk, hvis vandet skulle gå. Det takker vi også ja til. 

I de tidlige morgentimer begynder jeg endelig igen at få veer - sprøjtens virkning har fortaget sig. Jeg synes de begynder at bide fra sig og komme hyppigt, så vi ringer efter en jordemoder der kommer over og tjekker mig. Jeg er 4 cm åben og i aktiv fødsel - der er kl. 7. Jeg kommer ind på en fødestue, her får jeg først lavet et lavement og bagefter bliver jeg igen koblet på maskinen, der skal overvåge lillebrors hjertelyd. 
Jeg synes dog at veerne virkelig bider og jeg har svært ved at kontrollere min krop, når jeg bare ligger der på ryggen. Så jeg spørger jordemoderen, om jeg må stå op og rokke til veerne - og så længe vandet ikke er gået, så må jeg gerne. Fornøjelsen i at stå op blev dog kort, for jeg når kun én ve stående og så fosser vandet ud. Som en stor vandballon der sprænger. Jeg bliver så forskrækket at jeg hopper op i sengen! Klokken er 7.45. 

Nu går det stærkt. Fødselslæger mm. bliver tilkaldt. De løber rundt og skal have styr på det hele og midt i kaosset siger jeg, at jeg har pressetrang! Jordemoderen fortæller mig, at jeg bare skal lytte til min krop og presse. Jeg kigger helt skræmt på hende og spørger, om jeg overhovedet er 10 cm åben - det er jeg! 
Jeg presser og det første der kommer ud er fødder! Ikke godt, da de helst ikke skal komme først - gør de det betyder det kejsersnit. Jeg havde godt tænkt at fødderne ville komme først, da jeg følte ham sparke om åbningen, men de var sikre på at det var numsen der lå først. 



Jeg har så kraftig og hyppig pressetrang, at de lader mig fortsætte fødslen. Og så er det pludselig hovedets tur efter ca. fire pres og her tager fødselslægen over. Han fortæller mig, at nu skal jeg give et langt pres, hvor jeg lægger alle mine kræfter i for hovedet skal ud nu. Jeg presser alt hvad jeg kan og samtidig tager han sine fingre op, for at få hjulpet hovedet ud; jeg skreg! Det var den vildeste smerte. Men han kom ud. 20 minutter efter mit vand gik, havde jeg nu gennemført en UK fødsel. 
Det hele var bare gået så stærkt med fødslen og også bagefter: han blev lagt op til mig, navlesnoren blev klippet og han blev rykket over på bordet ved siden for at blive tjekket og få ilt. Jeg husker, at jeg kiggede over på ham og tænkte "der ligger en baby". Jeg var slet ikke med, så i min verden var han ikke min. Han kom over til mig igen, nu med iltmaske. Mine moderlige følelser er slet ikke med, jeg er mere optaget af Niclas og nusser bare den lille gut på mit bryst. Jeg kan huske, at jeg fokuserer meget på Niclas, der står med tåre i øjnene og kigger på mig - tydelig påvirket af at have set hjælpeløst til imens jeg var i smerte og være blevet far igen. 
De vil køre min lille nyfødte baby på neonatal til observation - jeg siger at Niclas skal gå med, han tøver og kigger på mig. Jeg vil helst have ham hos vores lille baby, så han kan være der for ham og være opdateret. Så kan jeg stille få lov til at sunde mig over, at jeg faktisk er blevet mor igen. Det er alt for surrealistisk. Jeg fortæller det til jordemoderen, at jeg ikke rigtig kan få mit hoved til at følge med og hun forstår det godt, med sådan en lynfødsel. Imens jeg bliver ordnet og syet (en førstegrads bristning), taler jeg med jordemoderen og den jordemoderstuderende om forskellige ting - næsten som hvis det var enhver anden dag. Jeg får "fødselsdagsbordet" og først der, alene på fødestuen, begynder mit hoved at bearbejde hvad der er sket. Jeg vil gerne se min søn. 



Tiden går og der går kludder i informationerne omkring at jeg skal flyttes i min seng op på neonatal, så jeg ender med at vente i 3 timer på fødestuen. 

Da jeg endelig kommer op på neonatal, sidder Niclas og har hud til hud med dette lille nye væsen. Så lille bitte. Jeg kunne og kan stadigvæk ikke huske at Njord har været så lille. 
Vores lille Martinus, så ny og fin - med elektroder over det hele. Heldigvis var han igen koblet fra ilten, så jeg kom ikke til at opleve han med den kæmpe slange i næsen. Det har jeg kun fra det billede Niclas har taget af ham. 
Jeg fik ham over med alle elektroderne, for at han også kan få lidt mad hos mig - han har indtil da kun fået en smule MME på sprøjte, fordi han var så sulten. Da han endelig er i mine arme og kommer på mit bryst, der strømmer følelsen igennem min krop - dette er min lille baby. Vores Martinus. 



Vi blev meget hurtig udskrevet fra neonatal og kan komme på barselshotellet og få en overnatning. Dagen efter ville børnelægen meget gerne se Martinus, da de havde mistanke om et brækket kraveben, som kan ske når de vrider i barnet for at få det ud. Dette var ikke tilfældet her, der var intet galt. Så nu kunne vi pakke os sammen og komme hjem, hvor storebror kunne få lov til at møde lillebror. 

Njord bliver hentet af mine forældre, hans bedsteforældre, den dag hvor vi tager til vendingsforsøg. Han har i flere dage gået og plaget om, at få lov til at sove hos dem, men har fået et nej, da vi vidste, at de skulle have ham når jeg gik i fødsel. Da Njord ser sine bedsteforældre over i børnehaven, siger han bare til dem "nu er lillebror på vej ud" - for det havde jeg sagt, at det kun ville være der de skulle hente ham. De husker mere end man forventer! 

At få et baby i UK-stilling betyder at man lige skal en ekstra tur på hospitalet, for at få ultralydsscannet hofterne, da de kan have taget skade. Her var Martinus sluppet uden nogen skade. 


Når jeg tænker tilbage, så ville jeg ikke gøre noget om - jeg vil til hver en tid hellere prøve at føde vaginalt end ved kejsersnit. Det gjorde sindssygt ondt, men han kunne lige så godt have været stjernekigger el.lign., der også ville have givet den ekstra smerte. Så de skræmmehistorier der er omkring sæde- og UK-fødsler, de kommer fra dem der ikke har prøvet det. Jeg er i hvert fald stolt over at have født ham vaginalt - og var det endt i akutkejsersnit, så ville jeg have været stolt af at have prøvet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar