fredag den 21. oktober 2016

Danmarks dårligste hotel

Jeg var ved at kalde dette indlæg for "verdens værste hotel", men den titel tænker jeg, at der alligevel er nogle andre hoteller der kan påtage sig. Sarkasme i dette blogindlæg kan forekomme.
Jeg vågnede i morges op og opdagede, at jeg havde overnattet på verdens værste hotel. Det gode er, at morgenerne er så mørke, men til trods for det, skinnede en gadelampe os lige ind i ansigtet, da værelset manglede gardiner.  Dette var dog ikke den største søvnforstyrrelse, det var vores søn der kastede sig rundt, da han slet ikke havde det godt og der manglende en seng til ham. En urolig nat for os alle.
Så skulle vi morgenbade, for at være friske til en ny dag – så er der hverken sæbe, bruseforhæng eller håndklæder. Så et bad kunne der ikke være tale om. Deodorant under armene og så måtte det være det.  
Da vi så nåede til morgenmaden, kunne vi ikke finde bestikket og køleskabet var helt tomt. Det var slet ikke den bedste start på morgenen. Så vi kom ud af døren trætte, lugtende og sultne.
Det værste er så, at der ikke er nogen steder vi kan klage, for vi ejer selv hotellet. Det er vores nye rækkehus. Vi elsker det, men fordi man ikke er kommet helt på plads og at det er så nyt, så har man følelsen af at være på hotel. Vi glæder os til at alt er på plads, at vi har lamper oppe så vi kan se noget i de mørke timer og vi kan begynde at lave mad i køkkenet, så vi igen kan fungere som en normal familie.
Man føler sig ikke helt hjemme endnu. Det skal nok blive godt.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar