torsdag den 31. december 2015

En ny start på en sundere krop - forhåbentlig

Jeg er kommet ud for noget helt fantastisk. Det bliver så fedt og så ekstremt hårdt. Jeg skal nemlig være med på et 10 ugers livsstilsforløb, som starter op allerede 4. januar. Det er pludselig meget snart, nu når vi har taget hul på den sidste dag i år 2015.

Jeg er blevet kontaktet af Jesper Aggergaard fra AscendFys og er blevet tilbudt at være med. Det er et ønske jeg har haft i mange år, da jeg virkelig håber at det kan få sparket mig godt i gang med et liv, hvor jeg kommer til at få trænet, i stedet for bare at gå med tanken om ”det gør jeg i morgen”. Det er 10 uger, hvor jeg håber på at blive udfordret, presset og komme frem til nogle lækre resultater.

Inden min graviditet var træningen en del af mit liv. Jeg gik i træningscenter med en af mine veninder, som jeg har kendt siden hun blev født (tre dage efter mig). Men da vi holdt af at dyrke lidt mere fysisk hård træning, som ikke anbefales under graviditet, så stoppede jeg helt og er aldrig kommet i gang igen.
Så selvom der dengang var et vaskebræt at skimte (det og en flot mås er mit ypperste mål!), så er det ligesom groet ind i mig igen – okay det er forsvundet. Det andet lyder bare bedre,

Mit mål med disse 10 uger er ikke at tabe mig. Jeg vil være fit. Og jeg glæder mig til at blive vejledt af en masse kloge hoveder, der skal lære mig mere om kost, træning og meget mere. Det bliver en tid, der kommer til at rumme meget mere end træning.

10 uger med sved på panden. 10 hårde uger. 10 uger med ”jeg kan ikke mere” og især ”JEG VIL IKKE MERE”, men modet til alligevel at fortsætte. 10 uger med tilfredshedsgaranti, så bliver det da ikke bedre.

I kan glæde jer til at følge mig under forløbet, fordi jeg kommer til at blogge om det undervejs og så kommer der også et par billeder eller flere på Instagram – af svedige mig, der er faldet om på en sti eller i toget på vej hjem. Smukt bliver det nok ikke. Men hudærligt vil det med garanti blive. Og jeg kan på nuværende tidspunkt afsløre at min kondi er lig nul (jeg var ved at dø, da jeg skulle have lavet konditest i Sportmaster, for at se min løbestil – jeg løb cirka 1 minut!).

Ikke det bedste billede, men det nyeste billede af mig selv - taget i går.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar