onsdag den 7. oktober 2015

Suppe med bid i

Det er blevet sæson for græskar og det er fantastisk, især når man elsker græskar. Der kan laves så meget lækkert med dem, men min yndlings græskar opskrift må være græskarsuppe. Det lækre er også at man kan lave den både, mild, stærk og med bid i.
Denne har lidt bid i sig, men selv Njord spiste den med velbehag – men pas på det hvide tøj, for det farver godt på tøjet :)


Hokkaidosuppe med cayennepeber og æbletern


1 hokkaido græskar
1 løg
5 fed hvidløg
2 store gulerødder
2 bagekartofler

2 spsk olie
vand

1 tsk cayennepeber
½ liter fløde
Saft fra ½ citron

1 stort æble

Fjern kerner og indmad fra græskaret, skær top og bund af. Skær græskar, kartofler og gulerødder i grove tern. Du behøver ikke at skære skrællen af græskaret, medmindre at den er meget tyk. Skær også løg og hvidløg.

Kom olien i en stor gryde og svits løg og hvidløg et par minutter. Kom græskar, kartofler og gulerødder i, og giv det et par minutter mere, før du tilsætter vand. Men ingredienserne skal maksimum dækkes af  2/3 vand, for ellers bliver suppen for vandet. Lad det koge under låg i 20-25 minutter.

Tag gryden af varmen og blend det hele med en stavblender, indtil det hele er en jævn masse. Sæt gryden over varmen igen, tilsæt fløde, citron og cayennepeber. Smag til med salt og peber.

Skær æblet i små tern og server dem oven på suppen.
Server gerne med lidt lækkert brød til.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar