fredag den 4. september 2015

Et års undersøgelse

I mandags var Njord til et års undersøgelse og klarede det så flot. Han er bare en så tålmodig dreng, når det gælder fremmede, som læger osv. Han fik kigget ører, hals, blev lyttet på, målt og vejet. Hele vejen igennem var han bare observerende. Han fik stor ros og er en høj dreng på 81 cm og vejer 10 kg.


Han holder sin kurve med at være højere end gennemsnittet, men hans vægt er nu faldet fra over gennemsnittet til at være på gennemsnittet. Helt normalt ifølge lægen, da han jo er begyndt at bevæge sig meget mere.

De to stik i lårene var han dog ikke særlig glad for. De har da også givet ham ubehag efterfølgende. Natten til tirsdag var præget af gråd og vi fandt ud af hvorfor, da han tirsdag morgen skulle stilles ned på gulvet og han næsten ikke kunne rette foden ud. Så han var så øm i musklerne i lårene, som havde givet ham en dårlig nattesøvn.

Efter turen hos lægen gik vi forbi bageren for at købe brød med hjem til bedste, så vi kunne hygge derhjemme. På vejen derhjem kom vi da forbi gadekæret, hvor Njord for første gang fodrede ænder. Eller han fik et stykke brød i hånden, som han kunne kaste til ænderne, men som han hver gang valgte at spise selv.

Så til trods for et stik i hvert lår, så hyggede han alligevel resten af dagen.


Et godt råd, som jeg desværre glemte denne gang, masser jeres børns lår, når de er blevet stukket. Det gør at de ikke bliver så ømme efter. Jeg har gjort det hver gang Njord er blevet vaccineret, men glemte det denne gang. Nu så jeg resultatet af at glemme det.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar