mandag den 29. juni 2015

Sådan bruger man sin dag, når man bliver 10 måneder

Njord er i dag blevet 10 måneder og det er helt vildt. Han starter vuggestue om 2 dage og fødselsdag om 2 måneder. Hvor er tiden blevet af?


Men nok om det. For i dag havde Niclas også første dag i sin 14 dages barsel, som han har taget på grund af Njords vuggestuestart. Det skulle vi også fejre og det blev gjort i Greve svømmehal.

Jeg har hørt flere tale om Greve svømmehal, men havde aldrig selv været der. Sidst vi havde Njord med ude og svømme, var det i Vestbadet. Men jeg må indrømme, at jeg helst kun vil derhen, hvis Niclas er med på grund af omklædningen.

Havde jeg bare vidst, hvor lækkert og nemt Greve svømmehal har gjort det for os mødre, så havde jeg næsten boet der hele min barsel.

Nu fik vi så også en masse gode oplevelser i dag, så det er nok også grunden til min vilde begejstring.






Først kommer vi op til disken for at købe billetter, hvor der så bliver forklaret hvor omklædningen er og at vi kan ordne Njord sammen lige uden for dame/baby omklædningen. Så jeg ikke behøvede at stå med ham på armen inde under bruseren, samtidig med at skulle sørge for mig selv.

For det andet bliver der så spurgt ind til Njord badetøj, hvor vi fortæller at vi har en badebukseble med. Det er så ikke helt nok, der skal en engangsbadeble under. Men da det er første gang vi er der, så får vi bare en ble uden ekstrabetaling. Super fin service, da hun sagtens kunne have taget penge for den – for er det reglen, så er det reglen.

På vej hen til omklædningen står der nemt tilgængeligt klapvogne og babystole (autostole) til fri afbenyttelse. Så Njord bliver placeret i sådan en og vi går ind og får mig gjort helt klar, før vi mødes med farmand udenfor i hallen, for at ordne Njord.

Vi plasker og svømmer rundt, hvor jeg så får øje på en livredder. Jeg har fået at vide, at de fleste livreddere kan de basale måder at svømme med babyer. Ham her har så sit eget hold med babysvømning (heldigt). Så han instruerer os og kommer hen til os flere gange i løbet af vores besøg, for at fortælle nye ting vi kan gøre med Njord.

Dette resulterede i at Njord fik dykket for første gang og han ELSKEDE det. Han fik dykket på forskellige måde – også ved selv at hoppe ned fra kanten, hvor han blev sat. En fantastisk oplevelse for os alle tre, som også resulterede i, at det ikke kun var Njord der blev træt.


Så indtil jeg starter fuldtidsarbejde, så kan det da være, at jeg lader Njord blive hjemme fra vuggestuen en gang imellem, for at tage i svømmehallen ellers er der altid weekenderne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar