mandag den 26. januar 2015

Et bedre menneske

Godmorgen og velkommen i 2015. 

Billede taget om morgenen i sengen, den første januar - godmorgen og hold da helt ferie, fokuser på Njord!


Jep, det er et morgenbillede af Njord og mig, og nej, jeg har ikke makeup på. Så 2015 starter med at byde på mit sande jeg - alt andet end perfekt, men med troen på, at kunne blive et bedre menneske. Altså ikke et perfekt menneske, men et bedre. 

Selvfølgelig har vi efterhånden været i 2015 I snart en måned, men bedre sent end aldrig.

Jeg har i slutningen af min graviditet levet ret usundt og det har været en cirkel, der har været svær at slutte, med nyfødt, eksamen og en masse dårlige undskyldninger. 

Jeg ønsker at leve sundt, ikke mindst fordi jeg vil være et godt forbillede for Njord - som allerede bedre kan lide grøntsager frem for frugt. Jeg er ikke i tvivl om, at trangen til det søde nok skal komme. Pludselig vil han hellere have vingummier end kartofler. Det bliver også svært at holde væk fra ham, når han har en fætter, der er 2,5 år ældre end han selv er. Han skal nok hurtig fortælle ham, hvad sodavand og vingummier er. 
         Plus at han har en far, der er jordens største slikmonster. Så der kommer til at være slik i hjemmet, det kan jeg ikke hindre. Kan jeg bare holde det helt væk fra ham, til han er 1 år og derefter begrænse det så meget som muligt, så er jeg tilfreds. 

Dette bliver forhåbentlig starten på en masse nyt og spændende, og slutningen på en uddannelse, som har været igang alt for længe. 

Ikke mindst bliver Njords oldefar 80 i år, Njord starter i vuggestue og jeg starter forhåbentlig på arbejde, et sted, hvor jeg kan føle mig nyttig og give mest mulig af mig selv. 

Men det focus der vil være på mig, bliver helt klart en livsstilsændring, som skifter det usunde ud med det sunde. En der har været en inspiration at læse, er Chris MacDonald, der i den grad ændrede sin livsstil. Jeg læste for lidt tid siden artiklen hos Alt for Damerne og må sige, at jeg blev inspireret. For når en, der er så langt ude, kan komme på den rette vej, så kan jeg da også; ” Så Chris gravede et par løbesko frem, som endnu ikke var taget i brug. Løbeturen gik mindre godt. Men bagefter kunne han mærke, at der skete noget positivt. Og den løbetur blev bogstaveligt talt de første skridt mod en anden og sundere tilværelse”

Jeg mangler stadig lidt det sidste spark, der får mig til at grave de løbesko frem, men at se sig selv I spejlet er spiller en stor faktor. Samtidig med at tiden omkring Njord, mindsker mit overskud. Det burde dog ikke være en hindring, for som Chris MacDonald skriver, så kan man efter en løbetur mærke noget positivt – en energi, der begynder at vende tilbage. En energi, som kan bruges på Njord efterfølgende.

Mit problem er heldigvis ikke som Chris MacDonalds, som de skriver om i Alt for Damerne, som øl og hash! Øl har aldrig sagt mig noget og jeg har aldrig prøvet hash. For mig er mit ”drug” det usunde, i form af sukker – is, slik, kage. Jeg har virkelig svært ved at sige nej og derudover virkelig svært ved at sige stop efterfølgende. Jeg stopper, når jeg føler at det bliver pinligt og omgivelserne kigger eller hvis der ikke er mere.

Så jeg skal have fat i løbeskoene og ud i den kolde luft – ud over bare at gå tur med barnevogn og hund. For selvom den usunde mad (næsten) er udskiftet med sund mad, med mange og varierede grøntsager, så mangler jeg lige det ekstra.

Der er 10 kg til jeg når min vægt før graviditeten, men jeg behøver ikke at se det på vægten, jeg skal kunne se resultatet på at tøjet ikke strammer og at jeg føler mig lækker. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar