onsdag den 21. maj 2014

2,5 år - tiden flyver

Det er helt utroligt som tiden flyver og alligevel næsten står stille. 2,5 år er gået sammen med min kæreste og der er sket så mange ting.

På sin vis har jeg lyst til at sige "er der ikke gået længere tid?" og på den anden side har jeg lyst til at sige "allerede 2,5 år!". Det var i mandags. Det blev nu også en helt almindelig mandag, uden de store udsving, men alligevel satte man sig lidt tilbage og tænkte på alle de ting vi har nået sammen på så kort tid. Vi bor nu sammen i vores anden bolig, vi har en skøn hund, der bliver 2 år den 12. juni og vi har haft bil sammen i ca. 2 år. Vi har i det hele taget gjort tingene ret hurtigt, men uden at have travlt. Oveni står vi og skal være forældre til august

Det bedste ved det hele er, at jeg på intet tidspunkt har tænkt om det nu var det rigtige, om han nu var den rigtige. For jeg er slet ikke i tvivl. 
Fra første gang jeg så ham, vidste jeg, at han var den eneste ene. Det lyder måske plat - og dette kommer til at lyde endnu mere cliché-agtigt, men det var kærlighed ved første blik. Et tidspunkt hvor hele verden gik i stå og sådan kan han stadig få mig til at føle. 

Sådan mødtes vi ...

I kan lige så godt få min lille fortælling og jeg skal gøre det kort. Jeg var gået fra min ekskæreste omkring d. 20. oktober 2011 og var derfor flyttet hjem til mine forældre, da jeg ikke havde fundet en ny lejlighed endnu. 
Hjemme hos mine forældre, var der en stor renovering igang, hvor de havde fået udvidet køkkenet, lavet udestue og udskiftet samtlige vinduer. Der gik jo så malere rundt, for at skulle ordne lidt forskelligt. En dag da jeg sad alene ude i køkkenet (jeg sad hjemme og skrev opgave), kom der så en maler og skulle male lidt ude i køkkenet. Da han kommer rundt om hjørnet og ser mig stopper han helt op. Samtidig ser jeg op fra min computer og går helt i stå. Vi stirrer bare på hinanden, hvor længe ved jeg ikke. Hvorefter vi begge forfjamsket begynder at tale. Jeg spørger om jeg skal flytte mig, så han kan komme til og han siger at det ikke er nødvendigt, da han bare kan gå ind i et andet rum. 

Det var vores første møde og jeg kunne derefter ikke lade være med at tænke på ham. 

Samme aften er jeg i byen og mister stemmen af at råbe (for at overdøve musikken og for at synge med). Så ærligtalt lyder jeg mest af alt, som en gammel hasher! 

Morgenen efter kommer maleren så igen og helt forvirret over hvad jeg skal gøre (nu uden stemme) spørger jeg min mor, hvordan jeg mon kan få kontakt med ham. Jeg fik det råd, at give ham mit visitkort. Så udenfor, hvor han står og taler i telefon, for at stikke ham mit visitkort i hånden og derefter gå ind - uden at sige et ord. Han stod lidt forvirret og forstod ikke rigtig hvad han havde fået i hånden. Så nu måtte jeg vente - gav han lyd fra sig eller ej. 
Først sent på eftermiddagen kommer der en besked fra ham, som ikke er afvisene, men som er lidt tøvende. Han har en kæreste. Dog vil han gerne ses som venner og håber at vi kan finde på noget. Der stod dog noget mellem linjerne, som lidt sagde, at det ikke var jordens bedste forhold. 

Det blev først til en aften hjemme hos ham, med film og mad - ingen kys, ingen nus, ikke noget. Anden aften sammen blev til en tur i Tivoli, hvor vi endte med at gå rundt, indtil de pludselig var lukket uden at vi havde opdaget det. 
Han havde fortalt om sit forhold og om at det ikke gik, at det ikke havde været godt længe. Og at han havde haft kigget på billederne af mig (hjemme hos mine forældre) lige siden han var startet med at arbejde der. Han ville have mig

Det endte med at han slog op med sin daværende kæreste og samme aften tog jeg hjem til ham, talte hele natten og startede et nyt forhold. Det var under en måden siden jeg havde slået op med min ekskæreste, hvor jeg var sikker på, at det næste halve år, skulle jeg være en fri singlepige. 

En månedstid efter at vi var begyndt sammen, flyttede jeg ind hos ham. Han havde aldrig boet med en kæreste før - jeg havde været sikker på at jeg aldrig skulle flytte ind til en kæreste igen, jeg ville være den der havde boligen. 

Men alt var bare så rigtig. Omkring 9 måneder efter at vi startede sammen, købte vi bil og hund sammen. Det var starten på vores lille familie, som nu vokser. Jeg har ikke fortrudt en eneste ting. Han gør mig lykkelig, hver eneste dag og er den eneste, der altid kan få mig til at smile. Han er mit et og alt. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar