fredag den 13. december 2013

Syltetøj til fødselsdagen

Er der noget bedre end hjemmelavet syltetøj? Det er der nok, men det er i hvert fald lækkert - især oven på en lun hjemmelavet bolle eller i en lagkage, måske rørt op med lidt flødeskum, så det bliver til en mousse? 


I dag har jeg, imens jeg sad og skrev opgave, lavet hindbær/brombær syltetøj. Dette er ikke mindst fordi, at vi får gæster i morgen til fødselsdag. Min kæreste havde nemlig fødselsdag i går, d. 12. december, men grundet en hverdag osv. så har vi valgt at holde fødselsdagen i morgen lørdag. Der skal vi selvfølgelig have fødselsdagsboller, lagkage og ikke mindst varm kakao med flødeskum (alt efter kærestens egne ønsker). Så i aften vil jeg lave lagkagen, så den kan stå og sætte sig, så kan den blive pyntet i morgen formiddag, inden gæsterne kommer. 
Men kæresten har ønsket lagkage med hindbærsyltetøj og marcipan i, så det får han da. Men det betød jo at jeg måtte lave syltetøj. Det er dog det nemmeste at lave og det passer faktisk bare sig selv. 

DU SKAL BRUGE:
500g frosne bær (i mit tilfælde brugte jeg 300g hindbær og 200g brombær)
1 hel vanille stang
1 tsk sukker
200ml vand
Sukker
Maizena jævner

Kom alle bærerne i en gryde. Flæk vanillestangen og tag kornene ud, bland kornene med 1 tsk sukker, så kornene skiller sig ad. Kom vanillesukkeret og den tomme vanillestang op i gryden. Tilsæt de 200ml vand, kom låg på gryden og tænd for kogeplagen. Bærerne skal kun simre og aldrig koge for meget. Kig til bærerne i ny og næ, og rør rundt. 
Når det hele er blevet til en nogenlunde ensartet masse, smages det til med sukker - alt efter hvor sur eller sød du ønsker den og selvfølgelig i forhold til hvor søde bærerne er i sig selv, da dette kan svinge. Hvis du synes at syltetøjet er for flydende, så kan du blande lidt maizena med lidt vand i en skål og tilsætte meget lidt af gangen i syltetøjet, imens det stadig bobler. Dog skal du huske at syltetøjet altid vil blive en smule mere fast i det, når det køler af. 
Hæld så syltetøjet på glas eller ligende og lad det køle lidt af, uden låg, på køkkenbordet, inden du stiller det i køleskabet eller bedst, spis det med det samme oven på en lun bolle. 

hindbær brombær syltetøj
Glasset er købt i Netto til 15kr. og er fra Weck. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar