torsdag den 4. april 2013

Hjemmelavet iste


Imens jeg venter på sol og sommer, sætter jeg mig i solen, med jakke, tæppe, solbriller og et glas hjemmelavet iste...

Der er begyndt at komme sol over Danmark, noget jeg nyder meget af. Derfor er jeg begyndt at have lyst til lidt andet end te, da jeg nu har drukket det de sidste fem måneder. Der er jo altid en god klassiker som vand med en skive citron, men den bliver jo også lidt kedelig i længden. Men et glas iste eller icetea, det kan man jo ikke stå for. Dog er iste fra supermarkederne ofte spækket med en masse dårlige ting og ikke mindst en masse sukker, som man helst vil undgå. Så hvorfor ikke lave det selv? 
Jeg er gået ud fra en simpel idé og har ikke engang gidet at se på opskrifter af, hvad andre mon har gjort. For det må være lige ud af landevejen og om ikke andet, så fejler man og så er det prøvet :) 
Men jeg har prøvet det og jeg er yderst tilfreds! 









Hvad du skal bruge, til at lave din egen hjemmelavede iste er:
En flaske, der kan tåle varme og kan stå i køleskab. 
En termokande
1 l vand (kogt)
1 hel økologisk citron
Grøn te med lemon (helst løsvægt)
Tefilter
Rørsukker

Kog vandet i en elkedel og stil en termokande frem, med et tefilter i, hvor du kommer den rette mængde te i. Lad teen trække i vandet, så længe som anvist. Husk at vandet til grøn te ikke bør overstige 80 grader, da det så ødelægger alle de gode ting, som grøn te indeholder - blandt andet en masse antioxidanter, samt en masse forskellige vitaminer. 
Skær citronen ud i passende stykker eller skiver - det kommer an på hvor stor en åbning din flaske har, da citronstykkerne jo også skal kunne komme ud af flasken igen. Kom så citronstykkerne ned i flasken og tilsæt så evt. lidt rørsukker. Hvis du aldrig bruger sukker i teen, så lad være med at komme rørsukker i. 
Hæld derefter te-vandet over på flasken og lad den stå og køle af på køkkenbordet, inden den kommer i køleskabet. Når den er helt kold efter nogle timer på køl, kan den serveres som den er eller med nogle isterninger. 
Et rigtig lækkert strejf, ville have været at komme frisk mynte ned i flasken, sammen med citronen, men det havde jeg desværre ikke noget af. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar