tirsdag den 23. april 2013

Burgerboller med "pesto"

Så blev der lige plads til lidt "junk", men på den gode måde. Jeg havde lige lyst til lidt snasket mad og det blev til hjemmelavede grove burgerboller, med "pesto" til. Grunden til citationstegnene er, at til en normal pesto, skal man bruge parmasan, men det havde jeg ikke lige. 

Hjemmelavede grove burgerboller 

Ca. 8 stk. 

50 g gær
5 dl lunken vand
2½ tsk sukker
1 tsk salt
2 æg
0,5 dl olie
150 g groft rugmel
100 g havregryn
500 g hvedemel

Opløs gæren i det lune vand og rør sukker, salt, olie og æg ud deri. Rør rugmel og havregryn i. Ælt hvedemelet i efter behov (det er ikke sikkert at du får brug for alle 500 g) og ælt det godt igennem. Lad dejen hæve lunt i en time. Slå derefter dejen ned og del den i 8 stykker, der rulles til boller. Tryk bollerne flade, så de er ca. 2 cm høje og lad dem hæve yderligere 30 min. på bagepladen. Pensl dem derefter med æg og drys med sesam. Bag bollerne i 12 min. ved 200 grader, til de er gyldne. 

Wanna be pesto

50 g mandler
2 fed hvidløg
en god potion persille (eller basilikum)
Olivenolie 
salt

Kom alle ingredienserne i en blender - du kan altid tilføje mere persille og olivenolie. Blend det hele, til det bliver en lidt grov grøn masse. Smag derefter til med salt.




Så har du starten, til hvad der kan blive en rigtig lækker hjemmelavet burger. Ud over pestoen lavede jeg også en dressing, af skyr, dijon sennep, ketchup og chili hakket i stykker. Som kød havde jeg lavet oksekødsbøffer, men her kunne også sagtens bruges hakket kyllingekød eller kyllingefileter. I stedet for den klassiske agurk brugte jeg squash, derudover babyleaves og peberfrugt. God fornøjelse :)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar